Betingelser

Selskabs betingelser

Priserne er baseret på minimum 12 kuverter.
Ved minimum 20 voksne og min. 2 retters menu eller buffet kan vi tilbyde eget lokale.

Vi har heldigvis som regel rigtig travlt. Vi vil rigtig gerne aftale med jer senest 30 dage før arrangementet, så aftal en tid med os og så kan vi stille og roligt sammen aftale, hvordan jeres fest bliver lige som i ønsker.

Børn under 12 år afregnes med 1/2 pris eller de kan få serveret en børnemenu efter ønske, til 85,00 – 125,00 kr. inkl. is. Børn mellem 0 og 3 år er gratis.
Disse tilbud gælder dog kun hvor antallet af børn oplyses ved bestilling.

Ved bestilling af lokale betales et reservationsgebyr på kr. 3.000,00.
Reservationsgebyret tilbagebetales ikke ved annullering, men fratrækkes ved afregning af festen.

Husk at bestille værelser i god tid. Ved bestilling betales et reservationsgebyr, svarende til 25 %, som modregnes ved afrejse. Ved annullering af værelser, tilbagebetales depositum, såfremt værelset sælges til anden side.
Der er altid minus 15 % rabat på overnatning i forbindelse med selskab.

Alle priser er inklusiv lokaleleje, betjening, festlig pyntning af borde med sølvtøj, levende lys og blomster. Såfremt De ønsker specielle farver på blomster, beregnes et tillæg på kr. 12,00 pr. gæst.

Ønsker De en beskrivelse af Deres festmenu på et menukort ved hver kuvert, laver vi gerne dette. Prisen er 500,00 kr. uanset antal.
Vi laver også gerne en bordplan i A3 format pris 450,00 kr.

Et festarrangement der slutter efter kaffen, er beregnet til 5 timer.
Et festarrangement der slutter med natmad, er beregnet til 8 timer.
Alle arrangementer kan dog forlænges efter ønsker.

De er velkommen til selv at tage småkager, chokolader eller chips med, så skal vi nok arrangere det pænt i fade og skåle. Kun ved medbragt kransekage/bryllupskage eller anden kage tager vi et tillæg .

I Januar & Februar giver vi 10 % i rabat på maden i denne brochure.

Bemærk Vi modtager gerne Visa/Dankort til betaling af selskabsarrangementet – kreditkort modtages ikke

Vi glæder os til at byde Dem velkommen.

Med venlig hilsen
Bettina & Jan Bresnov samt alle vores dygtige medarbejdere.

Forbehold for prisændringer/fejl.

Kontakt Bromølle Kro

Bromølle Kro ligger på hovedvej 225 mellem Ruds Vedby og Jyderup. Der er ca. 30 km til henholdsvis, Slagelse, Holbæk og Kalundborg.

Historien på Bromølle Kro

Bromølle kan skrive sin historie helt tilbage til år 1198 og det er derfor det sted der har været drevet krodrift i flest år i Danmark.

I Rigsarkivet ligger et gavebrev underskrevet af Biskop Absalon. Den 08. Juni 1198 forærede han området ved Bromølle Kro, der dengang hed Nævitzbro, til Sorø Kloster.

Det var datidens trafikknudepunkt og det eneste sted på Sjælland, hvor Åmosen kunne passeres i nord-sydlig retning.
På en ø i vadestedet blev en vandmølle opført, og bønderne kom langvejs fra for at få malet deres korn. Da køen ved møllen ofte var lang, begyndte mølleren at beværte de ventende med mad og drikke, og det blev starten på det vi i dag kender som Bromølle Kro.

I 1776 blev Åmosen drænet og mølledriften indstillet. Gæstgiveriet bestod imidlertid og blev fremover drevet som kro, landbrug og købmandshandel.

At drive kro har ikke altid været lige lukrativt. I 1700 tallet fandt et kropar på at forøge indtægterne ved at drikke de handelsrejsende under bordet, myrde dem, smide deres lig i åen og røve alt af værdi fra deres bagage. Kroparret blev afsløret og hængt på galgebakken tæt ved kroen.

Da Åmose Å i 1936 blev rettet ud og rørlagt en over ca. 1 km. blev der fundet flere beviser på denne lidet prisværdige måde, at drive kro på.

Kroen er igennem årene blevet løbene moderniseret. I midten af 1960`erne blev det meste af den gamle kro under Hofjægermester Allan Hastrup revet ned og bygget op igen i en lidt mere moderne version og således at den kunne leve op til datidens krav.
Bromølle Kro har fra helt tilbage fra 1198 hørt under de omkringliggende godser.

Men i 1994 kom Andreas Hastrup med et tilbud om, at købe kroen.
Mine forældre Anne og Hugo Bresnov havde siden 1972 dygtigt drevet kroen, så at den nu var en yderst veldrevet forretning. De synes dog, at de var for gamle til, at købe den alene og min mand og jeg (Jan og Bettina Bresnov) gik sammen med dem om købet.

Efter 5 år gik mine forældre på en meget velfortjent pension. Vi byggede i fællesskab de første 8 værelser i 1997. Det blev dog hurtigt klart for os, at 8 værelser var alt for lidt. Så i 2002 byggede vi yderligere 12 nye værelser, denne gang med terrasser ud for alle værelserne.
Sidste skud på stammen var så i 2010, hvor vi byggede 10 værelser mere, tilførte terrasser til samtlige værelser og lagde jordvarme ned, for at skåne miljøet.

Vi råder nu over 30 dobbeltværelser, hvoraf 2 er familierum, 2 romantisk indrettet og 2 er med spa.

Kroen er selvfølgelig også blevet løbende moderniseret. Der er lavet nyt køkken, nye tjenerbuffeter, Krosalen har ændret udseende, restauranten er lavet helt om, der er kommet terrasser til alle lokaler, hvert år moderniseres der minimum 3 værelser og senest har kroen fået nyt stråtag.

I 1998 havde kroen således 800 års jubilæum, hvilket blandt andet blev fejret med udgivelsen af en bog om kroens historie, skrevet af Ina Løndahl og illustreret af kunstneren Gunnar Elkjær. Bogen kan købes på kroen.

Kontakt Bromølle Kro

Bromølle Kro ligger på hovedvej 225 mellem Ruds Vedby og Jyderup. Der er ca. 30 km til henholdsvis, Slagelse, Holbæk og Kalundborg.